Rockwell Automation stiller skarpt på MES
Med ansættelsen af Hans Nilsson i en nyoprettet stilling med ansvar for software skærper Rockwell Automation yderligere sit fokus på automationssoftware og især MES. Rockwell Automation har hermed fået en af branchens dygtigste MES-eksperter ombord.
København, 5. marts, 2008 — Med ansættelsen af Hans Nilsson (41 år) som skandinavisk Business Leader for Software har Rockwell Automation fået en af branchens dygtigste MES-eksperter ombord (MES – Manufacturing Execution Systems). Hans Nilsson har gennem de seneste otte år været med til at opbygge MES som forretningsområde i Siemens, først som produktchef og siden som markedsansvarlig for MES i Skandinavien. I Rockwell Automation får han et bredere ansvar som øverste produktansvarlig for virksomhedens softwaresuite FactoryTalk, men med et klart fokus på MES.
Stillingen som Business Leader for Software i Skandinavien er nyoprettet og ligger i klar tråd med Rockwell Automations tiltagende fokus på software og løsninger, der forbinder de interne processer i en virksomhed - på tværs af maskinerne på produktionsgulvet og på tværs af de enkelte afdelinger fra direktion til lager.
- Rockwell Automation har et utrolig stærkt kort på hånden i kraft af FactoryTalk, som indeholder en meget bred vifte af softwaremoduler til effektivisering og optimering af produktionsprocessen, herunder også MES. Det er et område i hastig vækst, hvor Rockwell Automation skal spille en endnu mere tydelig rolle. Vi har softwareløsningerne, og nu indretter vi organisationen, så den understøtter produktporteføljen optimalt og afspejler kundernes efterspørgsel efter løsninger, der integrerer processerne på tværs af forretningen, siger Hans Nilsson, nytiltrådt Business Leader for Software i Rockwell Automation.
Ifølge Hans Nilsson tænker flere og flere danske virksomheder helhedsorienteret og går i så vidt omfang som muligt bort fra kun at løfte delopgaver. De fleste virksomheder har styr på deres processer inden for hvert enkelt område fx i produktionen, på lageret, i serviceafdelingen osv., men efterspørger nu løsninger til at integrere de enkelte områder og processer. Det gælder fx integration af ordrehåndtering og produktion samt sporing af materialer og produkter,som typisk er der, hvor man først sætter ind. MES skaber den fælles platform, hvor al integration kan foregå.
Udover Danmark får Hans Nilsson også ansvar for software i Sverige, Norge, Finland, Island og Baltikum.
Om Rockwell Automation A/S
Rockwell Automation er global leverandør af automationsløsninger. Rockwell Automations vigtigste opgave er at skabe merværdi hos kunderne. Det sker i kraft af et højt kompetenceniveau, førende teknologi, åben dialog, fokus på løsninger, engagerede og kvalificerede medarbejdere samt en global organisation. Varemærker inkluderer Allen-Bradley® samt Rockwell Software®. Rockwell Automation Danmark har et etableret samarbejde med 13 systemintegratorer, der bidrager med specifik viden inden for forskellige brancher. Find flere oplysninger på www.rockwellautomation.dk
| Rockwell Automation i tal Hovedkontor i Milwaukee, Wisconsin, USA. Over 20.000 medarbejdere. Repræsenteret i mere end 80 lande med 64 fabrikker og 620 salgs- og supportkontorer 5.600 distributører, systemintegratorer og agenter. |
